![]() |
||
Det er en dejlig oplevelse at slentre i Helsingborgs gader og vælge og vrage blandt det enorme udbud af spændende varer. Der er over 500 butikker, 160 restauranter og caféer. Den største shoppinggade går fra Kullagatan, som er Nordens første gågade, og mod syd. Lad dig inspireres af trendsættende modeog indretningsbutikker. Der er bl.a. en butik med Sigurd Perssons smukke brugsgenstande i sølv og messing. Alle de store forretningskæder er der også. Hvis man fortsætter forbi Stortorget kommer man til det indbydende Mariatorget. Her må man lige stoppe op for at suge den hyggelige atmosfære til sig og måske spise et dejligt måltid mad på en af de hyggelige restauranter. En rigtig perle er Olsons Skafferi, som serverer italienske lækkerier. Her kan man også finde små eksklusive butikker, som sælger legetøj, chokolade, sko og smykker. Man fortsætter så langs Bruksgatans gågade med tjekkede lifestyle-butikker som "tretton". Gå ikke glip af caféen Ebba´s i 50'er stil med gigantiske, firkantede chokoladekager. Shoppingområdet går videre mod syd, forbi Stadsparken og Stadsbiblioteket og ud i Södergatan. Ved Mäster Palms plads ligger Söderpunkten - en hyggeligt overdækket arkade med flere butikker. Lidt længere henne ad Södergatan ligger der en interessant forretning, som hedder Tasty House, hvor man sælger hundredvis forskellige slags nødder i alle former og farver. Hvis du er på jagt efter andre godbidder, så besøg den eksotiske torvehandel ved Gustav Adolfs torv. |
||
![]() |